Indstillinger til prisen


Hele 18 flotte kandidater udgør det brede felt af innovative og socialt bæredygtige initiativer, som nu skal kæmpe om kun tre pladser i nomineringsrunden frem mod uddelingen af FBSA’s Jubilæumspris på Building Awards d. 7. november i København.

 

ny kollage

Alt fra boligsociale helhedsplaner til fængsler og ligestillingsinitiativer er indstillet. Læs mere om initiativerne her:

Arkil opkvalificerer fra kanten af arbejdsmarkedet

Arkil, Jobcenteret og EUC Haderslev er gået sammen om at skabe bedre muligheder for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ved at tilbyde dem praktik- og jobmuligheder i Arkil. Flere forskellige befolkningsgrupper har allerede nydt godt af modellen, heriblandt en gruppe syriske flygtninge.

BO-VEST afslutter renovering før tid

Samarbejdet om renovering af 493 nedslidte gårdhavehuse forvandlede et kedeligt område til en ny, energirigtig og socialt bæredygtig bydel i tæt samarbejde med beboerne. Processen gled så let, at projektet stod færdigt et halvt år før tidsplanen.

Boss Ladies udfordrer stereotyper og sætter talenter fri

”Piger går i gymnasiet, drenge skal ud på byggepladsen”. Sådan er den stereotype opfattelse i dag, og 91 % af branchen består da også af mænd. For at gøre op med stereotyperne, har Boss Ladies indtil nu undervist 2000 folkeskoleelever og 51 piger har fået praktik i lokale virksomheder.

Carlsbergbyen skaber flere praktikpladser

Carlsbergbyen skaber flere lærlingepladser i byggeriet ved skolebesøg på byggepladserne. Ideen skal sikre veluddannede håndværkere i fremtiden ved at gøre det mere attraktivt for unge at vælge de praktiske uddannelser.

Christiansen & Essenbæk Byggede Op og fik glade medarbejdere

Christiansen & Essenbæk er indstillet for deres ’Byg-Op’-projekt, hvis formål er at motivere ledere i byggebranchen til at afgive beslutningskompetence til både formænd og medarbejdere i produktionen, som til gengæld får et grundigt kompetenceløft på alle niveauer gennem videreuddannelse.

Forskningsgruppen GazeIT (DTU) – Robotter skal hjælpe kørestolsbrugere i beskæftigelse

Robotter skal hjælpe kørestolsbrugere i beskæftigelse. En helt ny opfindelse gør det nemlig muligt at fjernbetjene dem, og dermed kan de hjælpe med bl. a. scanning af bygninger og interiører, rengøring og transport. Brugerens øjne og ører består af en videotransmission via en telerobot.

Enemærke & Petersen fik unge i job i Rosenhøj

Renoveringen af Rosenhøj i Aarhus fik 43 udsatte unge i arbejde. En stor del af dem er det stadig. Projektet fokuserede primært på 20-29-årige, hvis arbejdsløshedsrate lå dobbelt så højt i udsatte boligområder ift. den resterende del af Danmark. Dette og mange flere projekter gør E&P til en frontløber i byggeriet. 

FSB’s boligsociale helhedsplaner skaber tryghed og uddannelse

FSB’s boligsociale strategi er indstillet for sit utrættelige arbejde for at løfte udsatte boligområder. Brugerinddragelse ved opførelse og vedligeholdelse af boliger er afgørende for nedbrydelse af negativ social arv, samt opbyggelse af social kapital, tryghed og trivsel i områderne.

Himmerland Boligforening løfter Aalborg med erhvervsintegration

Aalborg-modellen betegner et storstilet renoveringsprojekt for 1,4 mia. kr., som har haft en integreret bydel som målsætning. Der har især været fokus på integration af erhverv i beboelsesområder, hvilket har genereret flere jobs, højere uddannelsesniveau og -parathed samt en nedgang i kriminalitetsraten.

KADK kreerer viden om tilgængelighed i det byggede miljø

KADK samarbejder med en række aktører om at generere viden til brug for maksimering af handicappedes uafhængighed, deltagelse og glæde i det byggede miljø. Det skal gøre det muligt for fremtidige arkitekter og designere, praktikere og andre interessenter at tage ansvarlige beslutninger i deres planlægning, design og konstruktionsproces, der fremmer integration.

Kirkens Korshær bygger fremtidens væresteder

Tre bygge- og ombygningsprojekter af væresteder med Kirkens Korshær som primus motor skal i Holbæk, Nykøbing Falster og Esbjerg undersøge hvordan arkitektur kan hjælpe socialt udsatte. Værestederne skal skabe bedre rammer for bl. a. hjemløse, psykisk syge og misbrugeres hverdag.

Københavns Kommunes CSR-afdeling nedkæmper social dumping

Københavns Kommune er gået forrest i kampen mod social dumping på egne kontrakter. Kommunens CSR-team er derfor indstillet for sit gode arbejde for at sikre uddannelse for lærlinge på sine byggerier. Det sker gennem sociale klausuler i byggeriernes kontrakter samt opfølgning på disse.

LOGIK & CO. Arbejder non-profit for et inkluderende byggemiljø

Håndværksmæssig og menneskelig ansvarlighed er omdrejningspunktet i LOGIK & CO’s arbejde. Virksomheden er medarbejderstyret og baseret på værdier som bæredygtighed, social ansvarlighed og godt håndværk. Al overskud skal geninvesteres i almene formål, ligesom medarbejdere ofte støtter lokale projekter i frivilligt regi.

Malmos sætter fokus på lærlinge og krigsveteraner

Virksomheden Malmos er indstillet for sin aktive CSR-politik. Den går på alt fra fastansættelse af lærlinge efter endt praktik, kontakt til krigsveteraner til inddragelse af flygtninge i arbejdsgangen. Især har Malmos lærlinge I sin DNA – hele 17 % af Malmos samlede organisation i 2018 var lærlinge.

Metroselskabet hæver standarden for lærlinge i byggeri af infrastruktur

Historisk set har store infrastrukturprojekter i Danmark ikke haft sigte på at skabe praktikpladser. Men metrobyggeriet har hævet standarden for dette gennem en frivillig aftale med CMT, Dansk Byggeri og 3F. I alt har der været 200 årsværk på byggeriet, specielt med fokus på struktørlærlinge, hvilket er en stor mangelvare i byggeriet.

Ny anstalt I Nuuk forener naturen, straf og rehabilitering

Anstalten bliver den første i Grønland med lukkede pladser til 76 afsonere, der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet. Humanistisk fængselsbyggeri I designet af den nye anstalt i Nuuk er kontrasten mellem det barske og skønheden et gennemgående tema.

Roskilde Festival afprøver løsninger for blinde og svagsynede

Roskilde Festival gik op til årets festival sammen med en række organisationer med interesse for blinde og svagsynede for at skabe en tilgængelig festival for alle. Konkret skal projektet give erfaringer med hjælpemidler og øge forståelse for gruppens behov og styrker hos den øvrige besøgsmængde.

Venligbolig plus integrerer flygtninge med buddy-ordning

Flygtninge og studerende skal samles i den delevenlige boligform Micro-Living. Med Venligbolig Plus på Frederiksberg opføres de første 78 kompakte boliger, der bygger på fællesskab og integration midt i byen. Det skal ske gennem en buddy-ordning, hvor forståelsen for hinandens situationer øges.