Ny markedsanalyse konkluderer fortsat vind i sejlene for FBSA


Bygge- og anlægssektoren er i rivende udvikling, og med stigende krav til socialt og miljømæssigt ansvar stiller FBSA sig som en vigtig aktør på markedet.

Byggeriet er løbende genstand for forandringer, ligesom krav fra brugere, politikere og erhvervsdrivende aktører hele tiden udvikler sig.

I anledning af Foreningen for Byggeriets Samfundsansvars fem års fødselsdag har vi derfor fået udarbejdet en analyse over vores markedsposition og -potentiale. Det sker med et ønske om at få sat skub i vores rolle som byggebranchens frontløber inden for social og miljømæssig bæredygtighed.

For at sikre et uvildigt blik på foreningen, bad vi konsulentvirksomheden Seismonaut om at foretage undersøgelsen og byde ind med deres anbefalinger til FBSA’s fremadrettede fokusområder og virke. I dette øjemed præsenterede Brian Landbo, chefrådgiver og partner i Seismonaut, deres konklusioner på årsmødet 2019.

Fortsat behov for strategisk indsats

Gennem dialog med FBSA’s medlemmer og øvrige interessenter har Seismonaut fremlagt en status på, hvor relevant foreningen er i dag ift. opstarten fem år tilbage, samt nogle anbefalinger for fremadrettede strategiske indsatser.

Når det kommer til foreningens fundament, har Seismonaut blandt andet konkluderet, at FBSA har et unikt afsæt, da der i høj grad er behov for systematiske indsatser og samarbejder hele vejen igennem værdikæden. Helt konkret peger de på, at der stadig er en stor efterspørgsel efter deling af konkrete værktøjer og erfaringer om håndteringen af samfundansvar, bæredygtighed og verdensmålene blandt medlemmerne.

Fremadrettet er der yderligere mulighed for at udvide potentialet i foreningen i retning af et endnu stærkere fokus på social ansvarlighed og bæredygtighed. Herudover er der et stort potentiale i at samarbejde med de øvrige aktører i feltet, som vil bidrage til at sikre ordentlige arbejdsforhold og en bæredygtig udvikling i byggeriet.

Målrettet indsats på tre niveauer

Seismonaut foreslår, at FBSA skal arbejde på tre niveauer:

  • Videreudvikling af viden og videndeling mellem medlemmer
  • En mere overordnet strategi om samarbejder på brancheniveau
  • Indtage en stærkere politisk rolle ift. at sætte den nationale dagsorden.

FBSA tager analysen til efterretning og vil bruge den som fundament for foreningens overordnede strategi i de kommende år så vi kan vokse os endnu større og fortsætte med at give værdi til vores medlemmer.

Se den samlede markedsanalyse her.