Unge Advisory Board skal sikre innovation i byggeriet


Ny gruppe af unge skal gennem Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar bygge bro mellem generationer og sikre fornyelse i byggeriets samarbejdet på tværs af værdikæden.

a group of people posing for a picture

Billede: FBSA

Byggeriet er i Danmark medansvarlig for, at vores ressourcefodaftryk ligger markant højere end EU-gennemsnittet. Vi er desuden en branche præget af kun ni procent kvinder, ligesom vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft – en arbejdsstyrke, som skal sikres gennem skabelse af flere praktikpladser og bedre arbejdsvilkår på byggepladserne. Men der er lang vej endnu mod at løse disse udfordringer, og det kalder på, at byggeriet tager ansvar.

Derfor opretter Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar nu et Unge Advisory board, som skal agere brobyggere mellem generationer, ligesom de unges stemme skal sikre nytænkning af bæredygtige løsninger i bestyrelsesarbejdet. Vi ønsker nemlig at udfordre de traditionelle udviklingstrategier, så de fortsat kan være garant for, at branchen udvikler sig i den retning, som fremtidens udfordringer kræver. Det fortæller sekretariatsleder Christina Schultz i FBSA:

”Det er afgørende, at de unge får en stemme i fremtidsplaner for branchen, da det er dem, som på sigt skal overtage og udvikle samfundet. Vi er enormt stolte af at kunne facilitere en diskussion på tværs af generationer, både på et stærkt fagligt grundlag og med stor ideologisk motivation.”

Boardet, bestående af både ph.D.-studerende, arkitekter, tømrere og erhvervsskoleelever, skal altså udfordre den vanetænkning, som ofte præger den danske bygge- og anlægsbranche. Deltagerne har bl. a. rødder i Den Grønne Studenterbevægelse, Verdens Bedst Nyheder, og entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen.

Efterspørger sammenhængende bæredygtighedsundervisning på de videregående uddannelser

Bæredygtighed skal på pensum og være sammenhængende på tværs af videregående uddannelser. Det var et af temaerne, som blev diskuteret af gruppen på det indledende møde onsdag d. 8. januar.

Her blev det klart, at der findes et stort potentiale i at udnytte den allerede eksisterende viden, som er udarbejdet men ikke bruges aktivt. De forskellige uddannelser har nemlig udfordringer med at opnå et fælles standpunkt som fundament for at klæde eleverne på til en virkelighed i konstant udvikling:

”På universiteterne underviser de i bæredygtighed, men meget af denne viden omsættes slet ikke nok i praksis. På erhvervskolerne er der omvendt behov for, at bæredygtighed kommer til at fylde langt mere, end det gør nu. Bedre samarbejde i hele værdikæden og brobygning mellem sektorer er i den grad vigtigt,” siger sekretariatsleder Christina Schultz.

Fremadrettet vil gruppen bl. a. undersøge problemet, ligesom der skal sættes fokus på, hvordan man sikrer en succesfuld skalering fra tanke til handling, når projekter udvikles i regi af bæredygtighedsdagsordenen.

Vi glæder os meget til at følge gruppens udvikling.