Nyt Charter for Samfundsansvar skal nu implementeres i byggeriet


Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar lancerer et nyt Charter for Samfundsansvar - version 2021 - den 27. maj for at adressere de udfordringer, bygge- og anlægsbranchen står over for. I den nye version, tager vi udgangspunkt i nødvendigheden af at arbejde med den tredobbelte bundlinje, hvor særligt behovet for at styrke det bæredygtige byggeri fremhæves for at understøtte regeringens målsætning om en 70%-reduktion af CO2 inden 2030, samt et øget fokus på, hvordan vi omsætter FN’s 17 verdensmål til handling.

charterlille

Billede: FBSA arkiv

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar står nu klar til at implementere det spritnye Charter for Samfundsansvar anno 2021 i byggeriet. Branchen var ved foreningens etablering i 2014 med til at udvikle den oprindelige version af charteret med det formål at skabe en sund konkurrence i byggeriet baseret på ordentlige forhold.

Gennem de senere år har bygge- og anlægsbranchen udviklet sig fundamentalt i takt med et stigende fokus på bæredygtighed, hvor der samtidigt har vist sig et behov for at styrke arbejdsmiljøet, diversiteten og samarbejdet mellem de mange aktører i branchen. Det understreges bl. a. gennem udrulningen af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og det nye charter sætter for eksempel fokus på anstændige jobs og økonomisk vækst (mål 8)bæredygtige byer og lokalsamfund (mål 11)ansvarligt forbrug og produktion (mål 12) og partnerskaber for handling (mål 17):

”Verdensmålene sætter en ny fælles ramme for løsning af verdens udfordringer, som vi aktivt skal forholde os til, så vores medlemmer er godt klædt på til at møde fremtidens krav til samfundsansvar og bæredygtigt byggeri,” siger Palle Adamsen, bestyrelsesformand i Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar og direktør i Lejerbo.

Tre principper på tre niveauer

Det reviderede Charter for Samfundsansvar lanceres for at adressere netop de udfordringer, vi som branche står over for i forhold til at sikre en bæredygtig omstilling af byggeriet – både på det sociale, miljømæssige og økonomiske plan. I stedet for det oprindelige charters seks principper, er udviklingsarbejdet resulteret i tre hovedprincipper, der vurderes på tre niveauer som omdrejningspunkt for byggeriet. Det fortæller Christina Schultz, sekretariatschef i Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar:

”Vi har arbejdet på at styrke temaer som bæredygtige udbud, grønnere og mere socialt ansvarlige materialevalg, cirkulær økonomi, samt diversitet og inklusion af minoriteter i byggeriet. Det er dagsordener, som vi forventer kommer til at fylde endnu mere i det kommende årti, og som bør indtænkes i hele værdikæden.”

Det nye Charter er udarbejdet i samarbejde med foreningens Unge Advisory Board og Arbejdsgruppe for verdensmål og har været i høring hos alle medlemmer og relevante interessenter i branchen. Det nye charter skal nu sættes i spil i branchen, så vi kan fremme den bæredygtige dagsorden.

Læs det nye Charter for Samfundsansvar her

FOR MERE INFO OM DET NYE CHARTER KONTAKT SEKRETARIATET

Christina Schultz, sekretariatschef

Mail: cs@fbsa.dk

Tlf: + 45 61 77 59 17

OM FORENINGEN FOR BYGGERIETS SAMFUNDSANSVAR

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar er en landsdækkende interesseorganisation, der samler frontløberne i ejendoms-, bygge- og anlægsbranchen. Sammen med vores godt 100 medlemmer arbejder vi ud fra FNs verdensmål for bæredygtig udvikling for at skabe en ansvarlig bygge- og anlægsbranche med særlig fokus på at forbedre de arbejdsmæssige og sociale forhold i branchen, samt finde løsninger på bæredygtigt byggeri på tværs af hele værdikæden. 

Se mere om FBSA’s arbejde her: www.fbsa.dk